Auxilium Infrastructure Partners er flyttet ind i partnerhuset

Det er en særlig milepæl, når en ny bygning får sine allerførste beboere, og det er nu sket i Partnerhuset.

Auxilium Infrastructure Partners (AIP) er nemlig rykket ind, og daglig koordinator i Partnerhuset, Dorte Lunding Stevns, stod klar til at tage imod med et varmt velkommen (og et par blå futter – for sådan er det, når man flytter ind i et hus, der stadig bliver finpudset).

For Auxilium Infrastructure Partners handler flytningen ikke kun om kvadratmeter, men om fællesskab, fleksibilitet og nærhed til viden.

Vi er midt i en ret markant vækstrejse, og derfor har vi brug for rammer, der kan vokse med os. Fleksibiliteten i Partnerhuset har været helt afgørende, da vi her kan udvide, når behovet opstår, i stedet for at binde os til noget, vi ikke ved, om passer om seks måneder,” fortæller David Manneh Scherer, der er medstifter og partner i Auxilium.

Nærheden til de faglige miljøer på Aarhus Universitet spiller også en vigtig rolle. Auxilium Infrastructure Partners (AIP) er en energi- og teknologivirksomhed, der kombinerer egenudviklet software og hardware til styring og optimering af fleksible energianlæg, og det giver derfor mening for dem at være dér, hvor ny viden udvikles.

At være placeret så tæt på et af landets stærkeste forskningsmiljøer åbner en helt ny dør for os. De bedste samarbejder starter ofte i de små, spontane møder, og dem får man altså flere af, når man kan gå over og sige hej i stedet for at booke et Teams-møde,” fortæller David Manneh Scherer.

At være de første i et næsten tomt hus kræver nok en vis portion forestillingsevne og tålmodighed, men AIP tager det med et smil. “Det er lidt specielt at være de første, men også ret hyggeligt,” siger David. “Vi får lov til at opleve huset helt fra begyndelsen og følge, hvordan det gradvist bliver fyldt med liv.”

Vi er glade for at kunne byde Auxilium Infrastructure Partners velkommen som den første virksomhed i Partnerhuset. Vi glæder os til at se huset udvikle sig og til at endnu flere virksomheder snart flytter ind.

Vil du høre mere om mulighederne i Partnerhuset? Kontakt os og bliv en del af det spirende fællesskab!

 

 

 

 

 

 

nyhed

Tak for
din tilmelding!

Du vil fremadrettet modtage nyheder og events fra partnerhuset via. e-mail.

Tak for
din besked!

Vi svarer normalt indenfor 48 timer.