MakerSpace
– visionen for et kreativt udviklingsmiljø
I Partnerhuset vil Aarhus Universitet udvikle et MakerSpace, som på sigt skal rumme muligheder for dem, der arbejder med idéudvikling, prototyper og kreative eksperimenter.
Med Makerspace ønsker Aarhus Universitet at understøtte både studerende, forskere og virksomheder, uanset om det handler om innovation, udvikling eller det at udforske nye løsninger.
Planen er, at MakerSpace skal strække sig over 1.300 m² og danne ramme om værksteder og laboratorier, hvor der kan arbejdes med alt fra prototyper og modelbygning til teknologiske eksperimenter.
Aarhus Universitet har gennem de seneste år etableret sig som en stærk aktør inden for innovation med The Kitchen og mere end 300 iværksættercases. MakerSpace udvider dette økosystem og bliver en central del af AU Erhverv & Innovations nye rammer i Universitetsbyen.
Faciliteterne i Makerspace kan fx være:
- Tekniske værksteder
- Laboratorier; multilab, kemilab og cellelab
- Foodlab
- Fællesrum
- Lagerplads
- Lysgård
Tilgængelighed og topmoderne faciliteter
Aarhus Universitet ønsker at skabe rammer med let adgang og uden unødige administrative barrierer. Ambitionen er at gøre det nemt og hurtigt at komme fra tanke til handling. Værksteder og laboratorier skal udstyres med moderne teknologi og give brugerne mulighed for at bygge, teste og tilpasse deres idéer i et praksisnært og inspirerende miljø.
Samarbejde på tværs – fra idé til løsning
Ønsket med MakerSpace er, at det skal være et samlingspunkt for forskere, studerende og virksomheder, hvor idéer kan udveksles, viden deles, og nye løsninger skabes i fællesskab. Ambitionen er at udvikle et miljø, hvor fremtidens teknologier og forretningsmodeller kan tage form i tæt samarbejde på tværs af fagligheder og brancher.