Bag fodboldnyhederne bygger Campo en arbejdsplads

For fem år siden var Campo en lille startup, hvor der skulle tænkes hurtigt, arbejdes meget og løses problemer undervejs. I dag er virksomheden et helt andet sted. Der er faste vagtplaner, flere medarbejdere og en redaktion, der vokser. Og måske vigtigst af alt, nu begynder Allan Hvid, stifter og CEO i Campo, at kunne se den arbejdsplads, han oprindeligt satte sig for at bygge.

I de første år brugte de kræfter på at få Campo til at fungere og finde ud af, hvad der skulle til for at skabe et nyt fodboldsmedie fra bunden. De har blandt andet investeret massivt i teknologi, webudvikling og markedsføring, samtidig med at de løbende har bygget redaktionen op.

I dag har de fået mere ro på udviklingen. De har ansat en chefredaktør, fået flere medarbejdere ombord og skruet op for den journalistik, der skal få læserne til at vende tilbage. Besøgsrekorderne er et synligt resultat af udviklingen, men bag tallene ligger et målrettet arbejde med at styrke journalistikken. Campo investerer i stigende grad i deres egne historier og analyser med ambitionen om at give deres læsere unikt indhold om sporten.

Egne rammer i et fælles miljø

Samtidig er arbejdet med journalistikken en del af en større ambition.

”Jeg drømmer om, at vi laver et fedt mediehus eller en fed mediearbejdsplads for journalister og mediefolk i Aarhus,” fortæller Allan Hvid.

Den ambition spiller også ind i valget af Partnerhuset. Da Campo voksede ud af deres tidligere kontorer, havde de brug for mere plads og andre rammer om den voksende redaktion.

I Partnerhuset har de fået deres eget sted med plads til både medarbejdere, fortrolige samtaler og den hverdag, der følger med en redaktion i vækst. Med placeringen i Universitetsbyen er Campo tæt på både studerende, virksomheder og resten af byen. Ifølge Allan Hvid var det netop kombinationen af egne lokaler og et levende erhvervsmiljø, der gjorde Partnerhuset attraktivt.

“For mig at se er det jo helt oplagt at være her. Det ligger supergodt. Der er parkering, letbanen er her, og du kan komme hurtigt på motorvejen. Du kan gå ned i byen, og så er det jo et sted, hvor du kan møde en masse virksomheder, medarbejdere og kollegaer.”

Placeringen tæt på universitetet spiller også en vigtig rolle i Campos arbejde med at udvikle nye talenter.

Campo har typisk seks journaliststuderende tilknyttet fra blandt andet Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Aarhus Universitet, som får mulighed for at opbygge erfaring, udvikle deres journalistiske håndværk og blive en del af hverdagen på en voksende redaktion.

“Jeg synes, det er fedt, at vi kan være en slags talentfabrik, hvor man kan komme ind og få noget erfaring og prøve nogle ting af.”


Her ses seks af Campos 16 medarbejdere. Campos redaktion i Partnerhuset er bemandet dagligt kl. 6.00 – 00.00 og hver uge har Campo journalister ude i de danske Superliga-klubber, til kampe, pressemøder, træninger, interviews mv.

For Campo er Partnerhuset derfor blevet mere end et nyt kontor. Det er en del af den arbejdsplads, Allan Hvid gerne vil bygge videre på. Og selvom ambitionerne rækker langt, har de ikke travlt med at sætte en masse nyt i gang.

“Vi skal skynde os langsomt” er en tankegang, der går igen i måden, Campo udvikler virksomheden på.

Nu handler det nemlig i højere grad om at bygge videre på det, de allerede har fået til at fungere ved at få flere til at kende Campo, tiltrække flere faste læsere og fortsætte udviklingen af journalistikken.

Besøg Campo.dk eller download Campo.dks app – og få dine fodboldnyheder her.

nyhed

Tak for
din tilmelding!

Du vil fremadrettet modtage nyheder og events fra partnerhuset via. e-mail.

Tak for
din besked!

Vi svarer normalt indenfor 48 timer.