“Det helt store mål er selvfølgelig, at vi kan få vores udstyr ud til patienterne.”
Sådan lyder det fra Ida Grønborg, som er CEO og co-founder af medtech-startuppen Cacto Health.
Cacto Health er en medtech-startup, der udvikler en forebyggende løsning, der kan hjælpe med at opdage tidlige tegn på lymfødem og undgå, at tilstanden bliver kronisk. Det er en løsning, virksomheden har arbejdet på i omkring 3,5 år, siden de blev etableret som spinout fra et Novo Nordisk Foundation Fellowship program igennem universitetet. Og i dag har de kontor i Partnerhuset.
Herfra understøtter de forebyggelsen af den mest almindelig komplikation, der rammer 20% af kvinder, der har været under behandling for brystkræft. Nemlig lymfødem, som er en hævelsessygdom, der sker når lymfevæske ophobes ekstracellulært og ikke drænes væk naturligt, hvilket skyldes de skader, som er sket på lymfeknuder og lymfebaner under kræftbehandlingen. Det er det problem Cacto Health arbejder for at tackle.
“Vi laver medicinsk udstyr, og specifikt hardware til hjemmemåling for brystkræftoverlevere, som er i risiko for at få lymfødem.” fortæller Ida. Hertil tilføjer hun:
“Det vi gerne vil undgå, er, at der går så lang tid, før man finder sygdommen, at hævelsen i armen kan være blevet kronisk.”
Derfor har de udviklet en fysisk måleenhed og en dertilhørende app, som brugere kan bruge til hjemmemåling og få mulighed for tidligere behandling af lymfødem.
Et startupmiljø tæt på hverdagen
Selvom det er en spændende rejse, de er på, fortæller Ida, at det ikke altid er lige nemt at være en medtech-startup, der udvikler en forebyggende løsning, da det er svært at bevise effekten af en forebyggende løsning. Det har betydet at rejsning af kapital har vist sig udfordrende.
“Det tager meget tid og energi at rejse penge, og det tager tid fra det arbejde, man egentlig gerne vil lave.”
Ida fortæller også, at de ofte rejser ud af Aarhus for at møde investorer. Derfor betyder det også noget for dem at have et stærkt startupmiljø tæt på i hverdagen, som de kan bruge til sparring. Det var blandt andet en af grundene til, at de valgte at flytte ind i Partnerhuset.
Cacto Health kommer oprindeligt fra Kitchen, hvor de tidligere har siddet i Level 2. Da de skulle finde et nyt sted at have kontor, faldt valget på Partnerhuset. Her kunne de fortsat være tæt på både Aarhus Universitet, Kitchen og andre startups.
“Det er vigtigt for os at være tæt på andre startups og Aarhus Universitet og alt det miljø omkring Kitchen.”
For dem handler det dog ikke kun om placeringen. Der er også hverdagen tæt på andre virksomheder, der gør en forskel. Når Cacto Health støder på en udfordring, kan de række ud til andre i huset og få sparring på eksempelvis investorer, netværk eller rekruttering. Det er den form for vidensdeling, der opstår naturligt, når forskellige virksomheder arbejder side om side og kan trække på hinandens erfaringer.

”Vi er snart færdige med vores produkt. Det er faktisk kæmpestort”
I dag er fokus i højere grad på at få Cacto Healths egen løsning det sidste stykke ud på markedet. Produktet er tæt på at være færdigt, og næste fase bliver blandt andet at gennemføre det kliniske studie, færdiggøre dokumentationen og få løsningen godkendt som medicinsk udstyr.
Foran startupvirksomheden venter der dermed en spændende ny fase, hvor arbejdet med produktudviklingen skal omsættes til en godkendt løsning, der kan tages i brug af patienter.
Det store mål er stadig det samme: at få løsningen ud til de mennesker, der kan få gavn af den.